Johnny Reimar er død
En af de helt store i den danske musikbranche, Johnny Reimar er død. Han blev 82 år gammel.
Det er med den dybeste sorg, at vi på familiens vegne må meddele, at vi har mistet vores højtelskede far. Han døde i går d. 4. april 2026, og sov stille og fredfyldt ind efter kort tids sygdom, skriver Lotte Reimar på Facebook.
Johnny Reimar var til det sidste omgivet af sine børn, børnebørn, oldebørn og sin elskede hustru Annie gennem knap 60 år.
Det trøster os, at vores far har haft et sjovt, spændende og helt igennem fantastisk liv.
Det begyndte med The Cliffters
Johnny Reimars musikalske karriere begyndte helt tilbage i 1960, hvor Reimar blev forsanger i rockorkesteret The Cliffters. Deres pladedebut var med sangen ‘How Wonderful To Know’, som nåede førstepladsen på Radio Mercurs hitliste. Den var på det tidspunkt Danmarks eneste hitliste i radioen.
Derefter fulgte hits som ‘Walk On By’ og ‘Django’. ‘Django’ modtog The Cliffters faktisk en guldplade for i 2014.
Et elektrisk stød førte til solokarriere
Gruppen blev kendt for altid at optræde med hvide guitarer, lilla habitter og laksko. Under en koncert i KB Hallen gik det galt. Johnny Reimar fik et elektrisk stød af sin elguitar, og måtte indlægges på hospitalet. Efter denne ubehagelige oplevelse, turde Reimar ikke længere spille elguitar, og startede derfor en solokarriere.
Fra pigtråd til pop
Det betød også et stilskifte efter svensk forbillede. Fra at synge på engelsk skiftede Reimar til nu at synge på dansk. Med udgivelsen af ‘Lille Fregnede Louise’ i 1964, så var pigtråden nu skiftet ud med pop. Sangen var originalt med svenske Sven-Ingvars, som var lykkedes med at kombinere pigtråds- og schlagermusikken. Med over 100.000 solgte singler af ‘Lille Fregnede Louise’, så var Johnny Reimar godt på vej til at gentage successen i Danmark.
Dansktop og Party
Johnny Reimar fortsætter på dansk med LP’en ‘Johnny I Hopla’ i 1966, og så begynder det i 1969 for alvor at gå stærkt. ‘Du Burde Købe Dig En Tyrolerhat’ blev starten på både en stor Dansktop og Party æra for Johnny Reimar. Sangen blev et af Reimars allerstørste hits, og blev hans signatur melodi. Men Reimar huskes uden tvivl også af mange får Dansktop sangene ‘Lille Alvilda’, ‘De Violer Du Plukker’ og ‘Olé, Det Var I Spanien og mange flere.
Johnny Reimar som Party Konge
I 1970 kom det allerførste Johnny Reimar Party album. Det var på én gang både festligt, folkeligt og fornøjeligt. Reimar var inspireret af James Last og dannede sit eget store 14 mands partyorkester med tre søde og velsyngende korpiger. Det blev til over 20 albums fyldt med partyversioner af både tidens hits og danske evergreens. Og ikke mindst en omfattende turné rundt om i Danmark til fyldte sportshaller og partystemning.
I nyere tid er konceptet blevet genoplivet på tv med ‘Fællessang På Bakken’.
Johnny Reimar spottede nye talenter
Udover sin egen musiklaske karriere fik Johnny Reimar også arbejde som talentspejder for pladeselskabet Polygram. Det er bl.a. Reimars skyld, at Peter Belli også blev omskolet fra pigtråd til pop. Men Reimar spottede f.eks. også Birthe Kjær, Rock Nalle, Bjørn & Okay, Familien Andersen og Dorthe Kollo.
Som direktør for hans eget pladeselskab Starbox, var Johnny Reimar også med til at skabe succes for Walkers, Mabel og Gnags.
Smølferne
I slutningen af 70’erne købte Johnny Reimar rettighederne til at udgive musikken med Smølferne. Det førte til to albums og et specielt julealbum. Og desuden også turné med Smølferne rundt om i landet.
Melodi Grand Prix og mere The Cliffters
I 1987 deltager Johnny Reimar i Melodi Grand Prix sammen med Dorthe Kollo. De deltager med sangen ‘Sig Mig Hva’ Er Du Ude På’. Samtidig bliver The Cliffters genforenet og de optrådte derefter jævnligt de næste mange år, og det blev til rigtig mange gange på færgen ‘Sjælland’.
Johnny Reimar er død, men…
Som DJ siden 1980 har jeg spillet sange med Johnny Reimar masser af gange. Specielt hans party sange passer fint i tråd med min egne kendetegn som DJ…fest, stemning og god musik! Johnny Reimar er død, men hans musik lever videre! Men jeg glemmer aldrig synet af 1500 mennesker som til en fest på én gang dansede Boogie-Woogie. Og mange gange har jeg sluttet en aften af med at spille ‘Sikken Fest’.
Og spøjst, jeg sad i går på Reimars dødsdag og lyttede til noget af hans musik.
Kære Johnny Reimar
Tak for al musikken og den fest og stemning, som du har været med til at skabe. Hvil I Fred!
Peter, Diskotek Venus





