+45 30 98 26 39 Info@diskotekvenus.dk
DJ PETER CHRISTENSEN 40 ÅRS JUBILÆUM
DJ Peter Christensen 40 års jubilæum

DJ Peter Christensen – 40 års jubilæum. Så blev det omsider 2020 og dermed starten på mit og Diskotek Venus 40 års jubilæum – Godt Nytår!

Når nogen har gjort det samme i 40 år, så er det ikke længere blot et arbejde – men en livsstil. Det er præcis sådan det er blevet for mig. I 1980 blev jeg først kaldt “Pladevender”, dernæst “Discjockey” og nu 40 år senere står der “DJ” på mit CV. Jeg er meget taknemmelig over, at musikken som i starten blot var en hobby, nu er fuldtids arbejde.

Den første gang som DJ

Interessen for musik går helt tilbage til da jeg vel var omkring 10 år gammel. Min seks år ældre broder Torben spillede musik på hans værelse, og det synes jeg var vildt godt. Da jeg var ti år gammel kan jeg huske, at jeg så Brother Hood Of Man vinde Eurovision. Det var med sangen “Save Your Kisses For Me”. Der blev min musikinteresse for alvor vakt til live, og så har jeg ellers været fanget af musikken lige siden.

Nogle år senere hang jeg ud med DJ’en som spillede til skolefest. Han var så venlig, at sende mig nogle tegninger over hvordan jeg kunne bygge mit eget lysshow. Den første lysstyring var et byggesæt fra Jostykit. Lamperne var nogle farvede 100 watts pærer. Da der nogle år senere åbnede et diskotek i min hjemby Aars, så var det naturligt nok noget som også tiltrak min opmærksomhed. Det var der jeg første gang stod bag et par pladespillere og en mixer.

Simested Kro

I 1981 tog jeg som 15-årig til Simested Kro. Det var dengang stedet hvor unge fra det meste af Vesthimmerland tog hen og festede om fredagen. Der var fuld knald på, og det var lige noget for mig. Jeg kontaktede kromanden Tage, og vi blev hurtigt enige om, at jeg skulle prøve at spille en fredag aften. Det gik over al forventning. Derfra gik det stærkt da jeg nærmest blev fast inventar på kroen i en årrække, som jeg er dybt taknemmelig for.

Radio Viborg

Jeg har altid lyttet meget til radio. Jeg husker med glæde tilbage på Top 20 med Jørgen de Mylius. Der var også Fanfare med Chr. Flagstad, Fredagsparty, Søndagskvisten og hvad musikprogrammerne på DR P3 nu ellers hed dengang. Det blev også til megen lytning af svensk radio, som det lykkedes mig at lytte til på mine forældres radio, når vejrforholdene tillod det. Radio Luxembourg lyttede jeg ofte til om aftenen og det halve af natten.

At lytte til musikudsendelser i radioen fascinerede mig. Da Radio Viborg startede sine udsendelser d. 21. marts 1984, så lyttede jeg også med der. Året efter i 1985 søgte Radio Viborg nye studieværter ved overgangen til at skulle sende døgnet rundt. Jeg greb chancen, og satte mig i juni 1985 i studiet på Vesterbrogade 9 i Viborg. Det endte med at blive 20 gode år med at lave radio. I slutningen af 90’erne havde jeg en kort afstikker til ANR Fjord i Hobro. Jeg blev dog headhuntet tilbage til Radio Viborg, hvor jeg sendte for sidste gang i 2005.

Den vildeste oplevelse

Ud over mine gode evner som DJ, så fejlede min brug af en mikrofon heller ikke noget. Det kunne man blandt andet også høre på Radio Viborg. En dag blev jeg kontaktet af den daværende stuntman Erik W. Pedersen. Han  spurgte om jeg ville med ham rundt i landet som DJ og speaker til hans shows. Det blev også en stor succes. Erik W. Pedersen fik i 1987 en af hans vilde idéer. Han ville springe op på taget af Holstebrohallen på sin moto-crosscykel. Det var naturligt, at jeg skulle være med som DJ og speaker.

Rekord i Holstebro

Jeg blev placeret oppe på taget af Holstebrohallen. Der havde jeg det fulde udsyn. Dels startområdet hvor Erik W. Pedersen holdt klar på sin moto-cross cykel. Jeg kunne se den enormt store trærampe og en kæmpe folkemængde. Politiet vurderede bagefter, at der var over 20.000 mennesker. Det var rekord! Og aldrig siden har der været samlet så mange mennesker i midtbyen af Holstebro! Det er på trods af mine 40 år som DJ stadig det vildeste, jeg har oplevet. Erik W. Pedersens spring op på taget af Holstebrohallen var et rekordforsøg som lykkedes, men han styrtede under landingen oppe på taget. På mirakuløs vis slap han med knubs og en kraftig hjernerystelse.

Jørgen de Mylius

Tilbage i 2009 ville skæbnen, at jeg skulle levere udstyr til Jørgen de Mylius. Det var til en privat fødselsdagsfest i Aalborg Zoo. Jeg havde jo hørt Jørgen de Mylius utallige gange i radioen og set ham på TV. Nu skulle jeg for første gang møde ham, og han skulle tilmed spille på mit anlæg. Når to musikgale folk mødes, så er der straks en masse at snakke om. Så inden vi skiltes stak han mig sit visitkort. Siden har vi holdt kontakten og haft mange fælles DJ jobs.

Jørgen de Mylius er således hvert år med på Diskotek Venus Sommer Tour. Men vi spiller også som DJ’s til store julefrokoster, firmafester, foreningsfester, osv. Sammen med Sony Music inddrog Jørgen de Mylius mig også i produktionen af de populære Eldorado CD bokse. Her endte jeg med Eldorado 6 og 7 at have ansvaret for at gøre al musikken klar. I den forbindelse har jeg renset og digitaliseret mange af mine egne gamle singleplader til brug på Eldorado boksene.

Fremtiden

Nu er det blevet 2020. Jeg glæder mig enormt meget til at tage hul på mit 40 års DJ jubilæum. Hvordan året kommer til at spænde af må tiden vise. Men det ligger fast, at jeg efter flere års fravær vender tilbage på programmet ved Kimbrerfesten. Det er årets byfest i min egen by Aars. Og så skal diskoteksbilen med kælenavnet Fedesen efter planen gøres som ny igen. Det er en Mercedes 409D. Den har været en tro følgesvend siden 1988. Ifølge SKAT er det den sidste 409D kassevogn, som er tilbage i Danmark.

Jeg har håndplukket nogle af de bedst fagfolk i landet til at løse opgaven med en totalrenovering. Go’ Morgen Danmark er klar til at vise det færdige resultat og Aars Avis vil følge renoveringen fra start til slut. Desuden arbejdes der på en aftale med TV 2 om også at følge renoveringen, som kan blive det vildeste bilrenoveringsprojekt i 2020. Hvis nogen har lyst til at være med som sponsor, så giv lyd.

Der kommer henover året opdateringer omkring både mit og Diskotek Venus 40 års jubilæum, kommende fester og events, og renoveringen af diskoteksbilen, STAY TUNED.

Jubilæumshilsen

Peter, Diskotek Venus

SISSAL VINDER MELODI GRAND PRIX 2025

SISSAL VINDER MELODI GRAND PRIX 2025

Sissal vinder Melodi Grand Prix 2025 Færøske Sissal vinder Melodi Grand Prix 2025 med sangen 'Hallucination'. Sissal var allerede ved offentliggørelsen af årets otte finalesange min personlige vindersang. Så det er jo fedt, at jeg lykkedes med at ramme plet. Det er en...

læs mere
MELODI GRAND PRIX 2025 DELTAGERE

MELODI GRAND PRIX 2025 DELTAGERE

Melodi Grand Prix 2025 Så er deltagerne i Melodi Grand Prix 2025 blevet afsløret, og også deres sange på dr.dk. Der er alt fra fængende popsange til en flot storladen ballade, og det som ligger der imellem. Mange af navnene blandt de deltagende artister, vil uden...

læs mere
HITS 2024

HITS 2024

Hits 2024 Musik hits 2024 - Hvem topper listen? Hvad blev de største musik hits i 2024? Det kigger vi nærmere på her, og det gælder både danske som udenlandske. Andreas Odbjerg blandt hits i 2024 2024 var ikke mange uger gammel før det første blandt årets hits 2024...

læs mere

DJ PETER CHRISTENSEN

Email

Telefon

+45 30 98 26 39

Følg os

Besøg også Speak Production