< Tilbage

Den unge musikkomet Billie Eilish bag James Bond sang15-01-2020 - 21:33

Billie Eilish skriver musikhistorie som yngste sanger af James Bond temasang.

Siden den første James Bond film om den legendariske agent 007 tilbage i starten af 60'erne, har der altid været en storslået temasang som indledning.

Og når den kommende James Bond film med titlen 'No Time To Die', rammer biograflærrederne til foråret, bliver temasangen sunget af den 18-årige verdensstjerne Billie Eilish, skriver hun på Twitter.

Billie Eilish har skrevet sangen sammen med sin storebror Finneas, og den udkommer officielt på diverse streamingtjenester i dag, fredag d. 14. februar kl. 13.00. 'No Time To Die' findes dog allerede på Billie Eilish egen YouTube kanal, og kan ses herunder.

Yngste leverandør nogensinde

Med sine blot 18 år bliver Billie Eilish den yngste nogensinde, der får æren af at levere tonerne til én af de legendariske 007 agentfilm. Som James Bond fan er jeg stadig i chok, udtaler Eilish i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af hendes sangskrivertjans.

Filmens instruktør, Cary Joji Fukunaga, glæder sig ligeledes over, at det netop er Eilish, der skal levere temaet til den 25. film om den britiske agent. Jeg er kæmpefan af Billie og Finneas. Deres kreative integritet og talent er enestående, og jeg kan ikke vente på, at publikum skal høre, hvad de har lavet – et friskt nyt perspektiv.

Billie Eilish kommer i fornemt selskab med de to tidligere 007 sangleverandører, Adele og Sam Smith, som har skrevet temasange til de to foregående Bondfilm, og de vandt begge en Oscar for 'Bedste originale sang' for henholdsvis 'Skyfall' og 'Writing's On The Wall', i forbindelse med Bondfilm nummer 23 og 24.

Fortsætter succesen

Billie Eilish succes ser dermed ud til at fortsætte langt ind i 2020.

I det forgangne år har hun høstet enorm succes med sit debutalbum 'When We All Fall Asleep, Where Do We Go?', hun har også givet koncert i Danmark, og har blæst til klimakamp ved at gøre sin kommende verdensturné 'så grøn som muligt'.

I den nye Bondfilm har Daniel Craig for sidste gang hovedrollen, og filmen indeholder blandt andet scener, som er optaget i Norge, hvor det norske filminstitut har givet det der svarer til 36 millioner danske kroner i statsstøtte.

'No Time To Die' får dansk premiere 2. april.



< Tilbage