< Tilbage

Marie Fredriksson fra Roxette er død10-12-2019 - 16:19

Marie Fredriksson afgik ved døden i går og blev 61 år gammel.

Sverige, Norden, Verden mistede i går en stor stemme tilhørende Marie Fredriksson som blev verdensberømt som den ene halvdel af succesduoen Roxette. For mange fans af Marie Fredriksson kommer dødsfaldet næppe som et chok, da hun i en årrække har døjet med eftervirkninger fra en stor kræftoperation tllbage i 2002. I mine snart 40 år som DJ har Roxette været på programmet til rigtig mange fester og events rundt omkring. Og gæster og publikum har også været trofaste og ønsket mange af Roxettes sange gennem årene. Og det vil utvivlsomt fortsætte, og nu sikkert i endnu højere grad i kølvandet på Marie Fredrikssons død.

Det er blevet til et hav af hits og turneer som også har bragt Roxette til Danmark, senest på Jelling Festivalen tilbage i 2015, hvor Roxette også ophørte med at turnere på grund af Marie Fredrikssons skrantende helbred.

Svendestykket

Alle har deres favoritsang med Roxette, og personligt sammenligner jeg albummet "LOOK SHARP" med ABBA's album "ARRIVAL". "ARRIVAL" betegnes af ABBA fans som deres svendestykke ud i at skrive gode popsange. Og "Gas 5" med Gasolin var også LP'en hvor jeg synes Gasolin var allerbedst. Sådan har jeg det også med Roxette og deres album "LOOK SHARP" fra 1988. På det tidspunkt havde Per Gessle og Marie Fredriksson været i gang som Roxette i to år.

Masser af hits

"LOOK SHARP" albummet var fyldt med vellydende sange som også havde gode tekster. De fleste af sangene gik lige i ørerne og ikke mindst i fødderne på folk. Ikke blot hjemme i Sverige som nu havde fået et nyt musikalsk verdensnavn efter at ABBA trak stikket i 1982. De blev med ét verdenskendte. Åbningsnummeret "The Look" er i særklasse og slog i den grad Roxette navnet fast. Og lige efter drønede det videre derudaf med "Dressed For Succes", som jeg har spillet tonsvis af gange som DJ, og også under min tid som studievært på Radio Viborg. Sangen "Dangerous" er også fra "LOOK SHARP" albummet, "Listen To Your Heart" og "Paint" var også solide successer. Jo, der er virkelig mange gode minder at hive frem i forbindelse med "LOOK SHARP" albummet. Men de følgende år var nu heller ikke uden store Roxette hits. Det er albummet "JOYRIDE" fra 1991 et godt eksempel på. Og i 1994 sang rigtig mange med på "Sleeping In My Car" fra albummet "Crash! Boom! Bang!". Og "It Must Have Been Love" skal heller ikke glemmes.

Tiden før Roxette

Inden Marie Fredriksson og Per Gessle tilbage i 1986 i Halmstad dannede Roxette, havde de været i gang som musikere flere år forinden. Per Gessle blev kendt som medlem af den svenske gruppe "Gyllene Tider", og har også indspillet en række albums under eget navn. Og Marie Fredriksson startede med at spille i et punkband og udgav sin første solo LP i 1984. Og Marie Fredriksson har sideløbende med Roxette senere hen i karrieren indspillet adskillige andre solo albums.

Tabte til kræften

Men efter en lang og sej kamp der varede i 17 år, så endte Marie Fredriksson altså i går med at tabe kampen til kræften. Tak, Marie, tak for alt. Du var en uovertruffen musiker, havde en mesterlig stemme, og var en fantastisk performer. Tak for at male mine sort-hvide sange med de mest fantastiske farver. Du var den mest vidunderlige ven i over 40 år, lyder det fra Per Gessle.

Også herfra skal der lyde en dybfølt tak for indspilning og medvirken på mange fantastiske Roxette sange, som jeg har brugt rundt omkring som DJ til at skabe fest og stemning...Og det bliver jeg ved med!

Æret være Marie Fredrikssons minde...!

Peter, Diskotek Venus



< Tilbage