< Tilbage

Diskotek Venus overraskede - Særudgave af ELDORADO02-09-2019 - 11:44

Læge Thomas Bjørnshave fik et alletiders afdansningsbal.

I tre generationer og tilsammen 100 år, så har der indtil 2019 været en praktiserende læge i Aars med efternavnet Bjørnshave. Men pr. 31. august har Thomas valgt at stoppe og har solgt sin praksis under sloganet 100 år er nok - Farvel og tak.

Det blev i første omgang markeret med en afskedsreception fredag d. 30. august for patienter og samarbejdspartnere, som i stort tal kiggede forbi klinikken til en sidste "konsultation".

Afdansningsbal med skjult dagsorden

Lørdag d. 31. august tog festlighederne yderligere fart, da Thomas Bjørnshave havde inviteret til afdansningsbal hjemme i privaten, hvor der var lagt op til den helt store havefest ledsaget af det flotteste sensommervejr. Tilbage i februar var Thomas Bjørnshave forbi og hilse på, da jeg og Diskotek Venus spillede til "Vinterfest" i Østhallen. Han havde allerede på dette tidspunkt spurgt om muligheden for, om jeg ville komme og spille til afdansningsbal, men ville lige se mig i aktion.

Vi blev enige om at sætte det hele i værk, og at jeg skulle komme og spille 2 x 45 minutter. Da Thomas Bjørnshave selv er meget musikalsk, så var hans ønske, at han ville lave mig en playliste til de første 45 minutter, og så havde jeg frit slag til mit sidste DJ sæt. Men jeg havde en anden plan, som jeg holdt for mig selv!

Særudgave af Eldorado

I al hemmelighed kontaktede jeg min gode ven og DJ kollega Jørgen de Mylius, og han var straks med på at Thomas Bjørnshave skulle have særbehandling, og ville gerne medvirke i en SÆRUDGAVE af Eldorado, som jeg skulle være en del af og præsentere. Og det kom totalt bag på både Thomas Bjørnshave og samtlige gæster, da kendingsmelodien til Eldorado ledsaget af Jørgen de Mylius velkomst til afdansningsbal tonede ud i højttalerne. Og for mig var det mindst ligeså overraskende at se dansegulvet blive fyldt til bristepunktet i løbet af få sekunder. Og så var der for alvor gang i afdansningsballet med masser af fest, stemning og god musik, som både Jørgen de Mylius og jeg selv er kendt for at skabe rundt omkring.

Tak til Doktor Thomas

At få en personlig særudgave af Eldorado med Jørgen de Mylius og jeg selv med Diskotek Venus sker ikke for hvem som helst. Men det her var den helt rigtige lejlighed for mig til at sige TAK til Doktor Thomas, for tilbage i 2012 at have sendt mig på hospitalet. Her fik jeg konstateret gigantisk mellemgulvs brok, som Thomas aldrig havde haft en patient med, og en hospitalslæge var ligeledes meget overrasket. Og på trods af at jeg måtte igennem tre operationer og endte med at være langt ude, så endte det hele godt. Jeg husker stadig tydeligt Juleaften 2012, hvor jeg for første gang i mange år kunne spise større mængder mad uden at få ondt. Livskvaliteten kom tilbage takket være Thomas, som fik mig sendt på hospitalet.

Det var en stor fornøjelse at bidrage med særudgaven af Eldorado sammen med Jørgen de Mylius til Thomas Bjørnshaves afdansningsbal, og en rigtig rar fornemmelse når man kan mærke begejstringen, glæden og overraskelsen over at man har gjort en ekstra indsats, som ramte plet.

Festlige hilsner

Peter, Mobil Diskotek Venus



< Tilbage