< Tilbage

Lil Nas X sætter rekord med storhittet Old Town Road30-07-2019 - 12:37

Har slået 23 år gammel rekord på Billboard Hot 100.

Den 20-årige rapper Lil Nas X og hans monsterhit 'Old Town Road' har skabt så meget røre og blevet spillet så mange gange, at det nu har ført til ny rekord på den amerikanske Billboard Hot 100-hitliste.

'Old Town Road' har nu 17 uger i træk været på første pladsen, og dét er ny rekord, skriver dr.dk.

Det populære hiphop-country-hybridhit slår nemlig med sine 17 uger på toppen af den lengendariske hitliste en 23 år gammel rekord, og er nu det nummer, som har spenderet flest uger på førstepladsen i de 61 år, Billboard-listen har eksisteret.

Den hidtige rekord på 16 uger havde Mariah Carey og Boyz II med 'One Sweet Day', der var et stort hit tilbage i 1995 og 1996.

Flere faktorer spiller ind

Men hvordan er 'Old Town Road' gået fra at være et halvskørt internethit til at være amerikansk musikhistories største hit nogensinde? P3-vært og hiphopekspert Pelle Peter Jensen forklarer, at flere ting har gjort det muligt.

Succeshistorien om 'Old Town Road' startede i februar, da Lil Nas X lagde sangen ud på det sociale medie TikTok. Her blev sangen hurtigt en viral succes og folk lavede små videoer hvor der blev danset til nummeret iført cowboytøj. I starten af marts dukkede 'Old Town Road' så for første gang op på Billboard Hot 100-hitlisten. Og en ophedet debat i det amerikanske country-miljø, gav 'Old Town Road' endnu mere medvind.

Der skete nemlig det, at udover at gøre sit indtog på Billboard Hot 100 i marts røg den nemlig også ind på både Hot R&B/Hip-Hop Songs-listen og på Hot Country Songs-hitlisten hos Billboard. Men Billboard valgte dog at bandlyse sangen fra den officielle country-hitliste med den begrundelse, at sangen ikke var country-agtig nok.

Og ifølge Pelle Peter Jensen var kontroversen med til at give et ekstra lag til sangen. Pludselig var 'Old Town Road' centrum i en debat om, hvad country er, hvad hiphop er, og hvem der egentlig skal have lov til at bestemme, hvordan bestemte genrer skal lyde.

Kontrovers skabte øget opmærksomhed

Kontroversen omkring 'Old Town Road' blev et stort samtalemne, og så skulle folk jo ind at høre, hvad det var for en sang, alle gik og talte om - og det betød selvfølgelig endnu flere streams.

Og mange var ikke enige i Billboards beslutning om at bandlyse 'Old Town Road' fra country-hitlisten. Det gjaldt også countrystjernen Billy Ray Cyrus, som kom Lil Nas X til undsætning, og medvirkede på et remix af 'Old Town Road'.

På den måde fik sangen fornyet opmærksomhed, og førte til at endnu flere fik kendskab til 'Old Town Road', forklarer Pelle Peter Jensen.

Havde den bare været et skørt viralt hit, var den nok død på det her tidspunkt, men med Billy Ray ombord fortsatte snakken om nummeret. Country-radiostationerne begynder på det her tidspunkt også også at tage sangen alvorligt og spille den, hvilket åbner den for endnu et nyt publikum.

Nu er spørgsmålet så om Lil Nas X kan holde rekorden med 17 uger i streg som nummer 1 på Billboard Hot 100 i lige så lang tid som Mariah Carey og Boyz II Men...Vi får se!



< Tilbage