< Tilbage

Reunionfest på Simested Kro22-05-2019 - 17:03

Sæt et stort kryds i kalenderen lørdag d. 12. oktober.

Simested Kro ved Aalestrup i det himmerlandske blev i slutningen af 70'erne landskendt for sine torsdage med striptease. Folk kom fra nær og fjern, og havde nogle festlige aftener, hvor den store sal på Simested Kro var omdrejningspunkt for diskoteket, som på det tidspunkt var noget helt nyt.

Der blev langet adskillige håndbajere over disken, og to gange i løbet af torsdag aften stod den på striptease til vild jubel for den massive horde af mandfolk. Pigerne holdt sig heller ikke tilbage, og var også med på en kigger. Senere fik pigerne dog også lidt at kigge på i form af mandestrip. Den stripper som vakte mest opsigt var 'Susanne I Badet', som havde et badekar med sig som en del af sit strippershow.

Gæster fra hele Himmerland

Simested Kro havde også åbent med diskotek fredag og lørdag. Og specielt i 80'erne var Simested Kro besøgt af rigtig mange både torsdag-, fredag-, og lørdag aften. Fredag aften var kendt for at være de unges aften, hvor der kom gæster fra en stor del af Himmerland.

Mødested for livet

Der er således rigtig mange, som har danset og fundet hinanden på Simested Kro og tilbragt rigtig mange aftener på dansegulvet, i baren, i krostuen eller i Hestestalden. Jeg havde selv fornøjelsen af at være DJ i en årrække, og har fået at vide, at jeg med min tilstedeværelse og musik har været årsag til, at mange har mødt hinanden, og er blevet gift og fået børn. Det tager jeg som et positivt kompliment :) Hvis vægge kunne tale, så ville der komme masser af historier væltende ud! Også omkring de farverige kroejere Lilly og Tage, som drev Simested Kro i en årrække.

Mange savner stemningen og musikken fra dengang, og nu er chancen der for at komme til at opleve det igen. Efter på facebook at have loddet stemningen for en Reunionfest, så er der ingen tvivl om, at rigtig mange er klar! Da jeg og Diskotek Venus med få undtagelser har alle lørdage besat resten af 2019, så er datoen for den kommende Reunionfest sat til lørdag d. 12. oktober. Sæt derfor allerede nu et stort kryds i kalenderen, hvis du satser på at vil deltage i denne unikke fest. Jeg har luftet datoen ved flere af de fester, som jeg har spillet til den seneste måneds tid, men nu er datoen hermed officielt meldt ud.

Striptease og personale som i de gamle dage

Flere har spurgt ind til om Reunionfesten også bliver med en stripper, som det var på mode før i tiden. Og ja, selvom Reunionfesten bliver en lørdag, så vil en Reunionfest på Simested Kro dog ikke være den samme, hvis ikke der kom en stripper. Eventuelle sarte sjæle må så lukke øjnene eller gå udenfor! Sammen med de nuværende ejere af Simested Kro, Lis og John, planlægger vi også at en del af barpersonalet og kontrollører skal være nogle af dem som arbejdede på kroen før i tiden. Hvis nogen har lyst til at være med, så kontakt John eller Lis på kroen.

Billetter

Planlægningen af Reunionfesten på Simested Kro er fortsat i fuld gang, og inden længe så bliver billetsalget sat i gang. Der bliver et samlet billetsalg på 250 stk. med siddepladser i både den store sal, restauranten og Hestestalden.

Hold øje med Diskotek Venus Facebookside, hvor der vil komme et opslag om hvornår billetsalget starter og hvordan man køber billetter. Der bliver mulighed for grupper/vennepar at købe hele borde, så man så vidt muligt kommer til at sidde sammen med dem man vil.

Festlige hilsner

Peter, Diskotek Venus | Lis og John, Simested Kro



< Tilbage