< Tilbage

Ed Sheeran & Justin Bieber sammen på ny single10-05-2019 - 17:05

Singlen "I Don't Care" er deres bud på et sommerhit.

Den verdenskendte megastjerne Ed Sheeran er klar med en ny single, og denne gang sammen med ingen ringere end Justin Bieber.

Det er dog ikke første gang, de to verdensstjerner slår sig sammen! Sidste gang hed det "Love Yourself", sunget af Justin Bieber og skrevet af Ed Sheeran.

Kendt producer og sangskriver

Denne gang hedder tracket "I Don't Care", og har begge stjerner på vokal. Den kendte svenske sangskriver og producer Max Martin er en af folkene bag "I Don't Care". Han har før vist sit værd i forbindelse med udgivelser fra Britney Spears, Basckstreet Boys, Taylor Swift, Katy Perry, Ariana Grande m.fl. Shellback som også har været inde over produktionen er blandt andet kendt for hits for Pink, Taylor Swift, Britney Spears, Usher, Adele m.fl.

Ed Sheeran kommer forbi Danmark til sommer, hvor han giver koncert både d. 27. og 28. juli i Tusindårsskoven i Odense. Begge koncerter er for længst UDSOLGT!

Masser af succes

Ed Sheeran var sidste års mest streamede- og bedst sælgende globale artist, og udsendte sit Grammy-vindende tredje album "÷" (Divide) tilbage i marts 2017.

Med dette album fortsatte Ed Sheeran med at dominere hitlister på tværs af verden, og opnåede  et salg på mere end 15,5 millioner eksemplarer verden over og inkluderede megahittet "Shape Of You", som blev den tredje mest solgte single nogensinde i hjemlandet, og det mest streamede nummer på Spotify nogensinde. Desuden også "Castle On The Hill", "Galway Girl", "Happier" og "Perfect". Albummet er certificeret intet mindre end 7 x platin herhjemme, som svarer til over 140.000 solgte eksemplarer.

Ed Sheeran udsendte sit debutalbum ”+” (Plus) i 2011, som førte til et globalt salg på mere end 10 millioner eksemplarer, og hittede fra start med sangen ”The A Team”, som han senere spillede live til GAFFA Prisen samme år til stor begejstring.

"X" blandt bedst sælgende albums

Succesen fortsatte i 2014 med det andet album ”X” (Multiply), der indeholdt kæmpehittet ”Thinking Out Loud”. ”X” indtog førstepladsen på albumhitlister verden over inklusive England, USA og Danmark, og albummet er blevet fremhævet som et af de bedst sælgende nogensinde med 90 internationale platinplader og mere end 16 millioner solgte eksemplarer.

Ed Sheeran er ikke bare en af verdens mest succesfulde og bedst sælgende musikere! Han er også en af verdens mest efterspurgte live navne.

Masser af priser

Ed Sheeran blev sidste år tildelt en MBE (Most Excellent Order of the British Empire) af Dronning Elizabeth II for sit arbejde med musik og velgørenhed. Han har desuden gennem sin karriere vundet et hav af priser inklusive fire Grammy-statuetter, fem Brit Awards, seks Billboard Awards, fem GAFFA-priser, en Danish Music Award og mange, mange andre.



< Tilbage