< Tilbage

Alphabeat er tilbage02-03-2019 - 10:04

Festen fortsætter med nye glade toner fra Alphabeat.

I går sidst på eftermiddagen modtog jeg en glad og overraskende nyhed om, at de danske hitmagere i Alphabeat er tilbage i fuldt flor. De har udsendt en ny single med titlen ’Shadows’, og giver to store efterårskoncerter.

Masser af hits

’10.000 Nights Of Thunder’, ’Boyfriend’, ‘Fantastic 6’, ’Heat Wave’, ’The Spell’, ’DJ’, ’Vacation’, ’Love Sea’ og selvfølgelig ’Fascination’. Det er alle kendte hits for Alphabeat, og jeg har som DJ med Diskotek Venus spillet sange med Alphabeat til en masse fester og events. Det føles næsten som var det i går, at der blev skrålet med på Alphabeats sange. Men tiden flyver afsted, og det er faktisk hele fem år siden, Stine Bramsen gik solo og Alphabeat-drengene kastede sig over andre projekter, efter næsten 10 år på farten.

Men nu er 'De Fantastiske Seks' blevet genforenet, og er endelig tilbage! Det har indtil videre udmøntet sig i den højenergiske ørehænger, ’Shadows’, som jeg helt sikkert vil have på programmet ved de næste mange fester og events, som Diskotek Venus skal spille til.

Genforening i sommerhus

”Det har i følge Stine Bramsen hele tiden lagt i kortene, at Alphabeat skulle spille sammen igen, og lysten til det har været der i lang tid. Sammen med Anders SG i front og hele den originale besætning bag sig, er de klar til at sende Alphabeat afsted på nye eventyr. ”Der er en stærk energi og kemi, som er blevet genantændt, og det blev den med det samme, da vi lavede ’Shadows’”, tilføjer Stine Bramsen.

’Shadows’ er første nye udspil fra Alphabeat i seks år, og indspillet i et sommerhus på Sjællands Odde. ”Det er som at stå i det gamle øvelokale i Silkeborg igen, når vi mødes der, fortæller Anders SG. Vildskab, venskab og selvfølgelig noget med nogle øl. Vi har lavet de fleste demoer i sommerhuset, og det er også her, vi er endt med at indspille størstedelen af alle de nye sange, vi har på vej.”

Koncerter og nyt album

Udover den nye single så er der, ifølge Bramsen og SG, allerede lavet demoer og sange nok til to albums. Og så er Alphabeat også klar til at blive genforenet med det danske livepublikum med to stort anlagte shows i henholdsvis KB-Hallen i København lørdag d. 23. november og SCC i Århus d. 30. november.

Den nye single ”Shadows” havde release i går fredag den 1. marts 2019.

Festlige hilsner, Peter, Diskotek Venus.



< Tilbage